Kold luft ..eller?

Kold luft ..eller?

Varm eller kold luft

Nogle må jo være modvægt til den ukuelige optimisme, der florerer på nettet

Hvor bliver de af, når der virkelig er brug for dem.

Uaktuelle kommentarerPosted by Leif Jensen Tue, February 16, 2010 23:13:19
Er der initiativer på vej.
Ja. det er altså landets politikere jeg tænker på. Ikke nogen specielt, men sådan i al almindelighed.
Det er jo tankevækkende, når store og vigtige samfundsproblemer er åbenlyse, at politikerne er fuldstændig tavse.
Ingen minister i samråd, ingen krav om ekstraordinær indkaldelse af udvalg i weekenden, ingen krav om ministerrokade. Kun larmende tavshed.
Og det på trods af at jeg personligt har oplevet det - eller måske mere præcist hørt om det i radioen. På P4, som på en eller anden måde har karakter af sandhedsvidne, hvis nogen overhovedet skulle finde på at spørge det +midaldrende segment om noget som helst.
Nå men tilbage til problemerne.
Hensynsløsheden råder.
Der har været gentagne tilfælde af grov chikane fra vilde skiløbere i de nordsjællandske skove, hvor de fuldstændig uden hensyntagen til andre med langt mere legitimt ærinde har bevæget sig i hastigt tempo på to glatte, til formålet præparerede brædder, igennem landskabet. Og dem med legitimt ærinde er, som De min opmærksomme læser selvfølgelig straks har regnet ud, vandrefolket. Disse stoute mennesker, som almindeligvis med et lidende ansigtsudtryk strider sig igennem den vilde natur med rask svingende stave og stålsat blik - men uden brædder på fødderne.
Strid om retten til naturen.
Der har faktisk været tale om, at disse stolte vandringsfolk ved flere lejligheder har måttet træde ud på et sidespor for at lade de vilde skiløbere passere. Der meldes endda om, at enkelte har fået noget sne - fra opsprøjt - på sig. Dette er dog ikke bekræftet, så der kan jo være tale om et rygte. Men alligevel.
Og det mest grelle er, at enkelte vandreture har måttet aflyses. Skandløst.
Og det er her, jeg mener, at lokale politikere godt kunne kalde nogle ministre i samråd for at finde ud af, om et lovforslag kan forventes, eller de bare vil lade disse forhold udvikle sig fuldstændig udenfor offentlig kontrol.
Hvad bliver så det næste.
Vi vil se handling.
Jeg ved at jeg taler på fleres vegne, når jeg kræver initiativer her og nu.
Ellsers risikerer vi jo bare at sneen er smeltet og problemet løst, før loven bliver vedtaget.
Og det er ikke rettidig omhu, at at komme for sent eller for tidligt med et lovforslag.
Her skal ikke nævnes noget om madordning i daginstitutioner, for det har jo intet med sagen at gøre.
Måske skulle nogen også rejse en forespørgselsdebat i Folketinget i anledning af, at lyskrydset A6 - Jyllinge Parkvej en del morgener er gået i sort.
Jo, der er nok at rive i for en eller flere foretagsomme politikere. For hvis der ikke er plads til dem, eller talentet ikke rækker til Paradis Hotel eller X-factor, så må de jo finde andre egnede platforme for at få et øjebliks berømmelse.
Og husk, at fordi du har tabt een gang, er du ikke fortabt.