Kold luft ..eller?

Kold luft ..eller?

Varm eller kold luft

Nogle må jo være modvægt til den ukuelige optimisme, der florerer på nettet

Overspringshandlinger, et fænomen i nyt perspektiv

Uaktuelle kommentarerPosted by Leif Jensen Sun, April 11, 2010 22:32:24
Langt bedre, end deres rygte.
Efter min opfattelse har overspringshandlinger et ufortjent dårligt ry. Så derfor vil jeg her forsøge at rehabilitere dette stærkt underkendte gode.
Hvad er en overspringshandling.
Men for at vide, hvad vi taler om, skal der først være styr på definitionen af en overspringshandling.
Og da det er min blog, er det min definition, der gælder.
"En overspringshandling er en handling eller et handlingsforløb, som enkeltvis eller i vilkårlig rækkefølge og sammenhæng udføres før en anden handling, med det formål, at udskyde eller måske helt undgå at gennemføre den egentlige hovedhandling."
Stor nytteværdi.

Og allerede her vil den skarpsindige læser jo forstå, at rigtig mange handlinger simpelthen ikke ville blive gennemført, hvis ikke vi gjorde så umådeligt stort brug af overspringshandlinger. Så i det perspektiv må det vel siges, at overspringshandlinger er et nyttigt og produktivt fænomen.
Tænk på, hvor mange ligegyldige artikler der er blevet læst, for at udskyde en cykellapning, eller sammenlægning af håndklæder for at udskyde en megaopvask.
Men er det ikke en virkelig påskønnelse af den journalist, som har skrevet den ligegyldige artikel, at den bliver læst, og sammenlægning af håndklæder har da bestemt værdi for familiens trivsel.
Var det hønen eller ægget.
Og tænk så på, at hovedhandlingen også kunne have været håndklædesammenlægningen og overspringshandlingen kunne være opvasken. Det kommer jo alt sammen an på, hvilke præferencer man har, når det gælder karakteren af, hvilke opgaver man trives bedst med at definere som overspringshandlinger og hovedopgaver.
Så fra at være en overspringshandling er det pludselig blevet en produktiv handling.
Det har vide perspektiver.
Og med lidt organisationstalent og sociale færdigheder kan man måske ligefrem alliere sig med andre, så man altid kan nøjes med at udføre overspringshandlinger, fordi den anden eller de andre synes, at det, der er min hovedopgave, er en af deres foretrukne overspringshandlinger.
Dette har jo et næsten overvældende perspektiv.
Et samfund, hvor alle kan nøjes med at lave overspringshandlinger og alligevel vil alt blive gjort.
Den ide er da lige til Claus Hjort Frederiksen.
Så kære Claus. Du må gerne bruge den, men det vil klæde dig lige i forbifarten at nævne, at du har den fra mig.
Lidt på samme måde, som en række af dine andre ideer er fostret i "Cepos". Det behøver du jo selvfølgelig ikke at nævne, for det er åbenbart for enhver, og du kan jo altid undskylde dig med, at det ikke er din egen ide.
Overspringshandlinger kan rangordnes.
Og måske kan man i virkeligheden sætte overspringshandlinger ind i en systematik på samme måde som en konflikttrappe, hvor konflikten går fra en mindre, uvæsentlig uoverensstemmelse til noget der nærmer sig decideret borgerkrig.
Foretag dette tankeeksperiment:
Du skal skrive en større opgave om et vanskeligt emne, som du først skal sætte dig ind i. Den skal afleveres om en måned.
Tænk, hvor mange opvaske, vinduespudsninger, brødbagninger, tøjvaske, skjortestrygninger, ukrudtslugninger, græsslåninger og lignende der vil blive udført medens du samler kræfter til den egentlige hovedopgave, nemlig at skrive om "selvledelse i systemisk andenordensperspektiv".
Så på den måde er noget totalt overset og unyttigt pludselig blevet livsbekræftende og værdiskabende.
Måske går det over næsten af sig selv.
Og nogle gange kan tilstrækkelig mange overspringshandlinger måske ligefrem føre til, at selve hovedhandlingen enten bliver overflødig eller så forsinket, så det alligevel ikke kan betale sig at udføre den.
Overspringshandlinger i historisk perspektiv.
Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan verdenshistorien kunne se meget anderledes ud, hvis en vis østrigsk malersvend og hans ligesindede havde udført mange flere overspringshandlinger, før de var gået i gang med det, som de åbenbart selv opfattede som deres hovedopgave.

Så lad dette lille indlæg være en utilsløret hyldest til overspringshandlinger i al deres mangfoldighed

Leif Jensen