Kold luft ..eller?

Kold luft ..eller?

Varm eller kold luft

Nogle må jo være modvægt til den ukuelige optimisme, der florerer på nettet

Nu må det stoppe!

Løst og fast, mest fastPosted by Leif Jensen Sun, September 12, 2010 22:15:41
Det er måske blevet for meget.
Det gik op for for et par aftener siden. Det må stoppe, eller i det mindste reduceres til det mindst mulige.
Det gik op for mig, da jeg nærmest forgæves forsøgte at hjælpe min gode ven Gunnar Barberotti med at opklare en særdeles udspekuleret forbrydelse.
Til ikke kendere af svensk krimilitteratur kan det oplyses, at Gunnar er hovedperson i nogle af Håkan Nessers fortrinlige bøger.
Og Gunnar og jeg har altså en aftale om, at jeg hver aften inden jeg lægger mig til at sove, lige coacher ham ved at læse et par kapitler og så giver ham et par gode råd om, hvordan han kommer videre med opklaringen.
Men det var altså her, det gik galt.
De små sorte klatter på hvid baggrund, som tidligere var bogstaver, som sat sammen i de rigtige kombinationer dannede ord, som så igen rigtig kombineret dannede sætninger, var efterhånden blevet til små hoppende, udflydende klatter, som dansede rund for minde øjne.

Det er krammeriet, der er årsag.

Og så slog en frygtelig tanke ned i mig - måske er jeg ved at blive endnu mere svagtseende end jeg har været indtil nu. Jeg havde godt nok ikke mærket andre symptomer, men noget var ganske givet galt.
Noget må gøres. Så jeg rettede lidt på brillerne, og det var som om det hjalp lidt. Jeg fik tilsyneladende placeret læsefeltet, så der var lidt bedre overensstemmelse mellem øjnenes behov for støtte til læseprocessen og læsefeltets placering.
Og så var det, at sagens rette sammenhæng pludselig stod lysende klart for mig.
Det er det stadig tiltagende krammeri, der er den store skurk.

Vi kan jo godt komme hinanden ved alligevel.
Ikke sådan, at jeg har noget imod at kramme i al almindelighed, men enten må det gøres med væsentlig større præcision, eller også må det reduceres til et absolut minimum.
Problemet er nemlig de i øvrigt velmenende krammere, som, uden at tænke på mine brillers placering på næsen, støttet via stængerne på ørerne, tilsyneladende ukontrolleret presser sig ind mod først den ene side af mit ansigt og efterfølgende den anden, og i den forbindelse - uden at ville det - hver gang deformerer minde briller en lille smule.
Så efter sådan ca 500 kramninger, er læsefeltet og øjets synsfelt fuldstændig bragt ud af symmetri, med den sørgelige konsekvens, at Gunnar ikke kan få den fornødne coaching.
Og jeg er helt sikker på, at ingen af krammerne har haft det til hensigt. Det sker bare lige så stille - lidt hver gang.
Så uden at I skal tage det fortrydeligt op, så vil et helt almindeligt gammeldags håndtryk være ok for mig. Og skulle det forekomme for intimt, så vil et enkelt nik også være fint.

Med præcision og følelse.
Og skal vi kramme fremover - og det er jo ret hyggeligt - så tænk lige lidt på, hvordan krammet lægges i forhold til brillerne. Måske kan det klares med en let korrektion af hovedets vinkel i forhold til kroppen, så vi fortsat kan komme hinanden ved på den moderne civiliserede måde, som krammet er udtryk for.
Og slutteligt skal I vide, at dette ikke er personligt ment, men alene fordi jeg gerne vil overholde min aftale med Gunnar.
Så kram til alle og ha' det godt.